Casar de Burbia

Økologisk Mencía-pionér og storleverandør til Spaniens Michelin-restauranter
I hjertet af Bierzo i det nordvestlige Spanien finder man Casar de Burbia, et familieejet vinhus, der i dag regnes blandt områdets absolutte eliteproducenter. Historien begynder med Nemesio Fernández, som allerede i slutningen af 1980'erne begyndte at genoplive gamle og delvist glemte vinmarker omkring Valtuille de Arriba. Det skete vel at mærke på et tidspunkt, hvor Bierzo var totalt ukendt på den internationale vinscene og Mencía-druen i bedste fald indfandt sig som bordvin på den lokale tapasbar. Nemesio og familien satsede imidlertid målrettet på områdets historiske Mencía-bushvines samt den grønne Godello-drue.
I dag videreføres arbejdet af næste generation med samme vision. At fremstille autentiske, økologiske vine, der udtrykker Bierzos unikke identitet. Casar de Burbia råder i dag over nogle af områdets mest eftertragtede parceller, hvor mange af vinstokkene er mellem 70 og mere end 120 år gamle. Flere af vinmarkerne ligger i op mod 900 meters højde, hvor det kølige klima og jordbundens indhold af skifer, kvarts, jern og ler skaber vine med en udpræget friskhed, mineralitet og lagringspotentiale.
Vinifikationen hos Casar de Burbia bygger på en filosofi om minimal indgriben. Druerne håndhøstes fra gamle bushvines med ekstremt lave udbytter, og gæringen sker ofte spontant med markernes naturlige gærceller. Afhængigt af cuvéen anvendes alt fra store foudres til små franske egetræsfade fra nogle af Frankrigs mest prestigefyldte skovområder som Tronçais, Allier og Bertranges. Fællesnævneren er, at fadet altid skal understøtte terroiret frem for at dominere det. Resultatet er vine med en sjælden kombination af kraft og finesse, hvor mørke og røde bær, blomster, vilde urter og udtalt mineralitet smelter sammen med silkefine tanniner og levende syre. Mange beskriver stilen som nærmest burgundisk i sin elegance, hvilket måske kan være med til at forklare den store popularitet som Bierzo oplever lige nu.
Porteføljen er opbygget som en kvalitetsrejse gennem Bierzos bedste terroirs. Husets entry-level- og terroirvine introducerer områdets karakteristiske stil med fokus på friskhed, mineralitet og druetypicitet. Over disse finder man den anerkendte Tebaida-serie, som repræsenterer essensen af Casar de Burbias filosofi med frugt fra højtliggende parceller og meget gamle vinstokke. Dernæst følger de terroirdrevne ”Vino de Paraje”-vine, hvor fokus i højere grad ligger på de specifikke enkeltmarker og mikroterroirs. Her finder man blandt andet Tebaida Nº5 fra den historiske Viña Sapita-mark samt El Castañal "Grano a Grano", der produceres i ekstremt begrænsede mængder fra nogle af Bierzos ældste bushvines. På toppen af pyramiden står husets sjældneste kultvine som Tebaida Nemesio, skabt fra mikroskopiske parceller med produktioner på blot nogle få hundrede flasker årligt. Disse vine repræsenterer kulminationen på årtiers arbejde med gamle vinstokke, økologisk dyrkning og kompromisløs selektion.
Den tårnhøje kvaliteten på tværs af niveauerne har gjort Casar de Burbia til en favorit blandt Spaniens førende sommelierer. Store dele af produktionen finder i dag vej til nogle af Spaniens mest prestigefyldte Michelin-restauranter, hvor husets elegante og finesserige Mencía-vine passer perfekt til det moderne gastronomiske køkken. Blandt Spaniens mest berømte trestjernede restauranter finder man navne som DiverXO i Madrid, Disfrutar, Lasarte og Cocina Hermanos Torres i Barcelona. Hos Supervin glæder vi os umådeligt meget til at præsentere dig for den imponerende portefølje af vine fra Casar de Burbia, der i stor stil høster topratings hos James Suckling, Robert Parker og Vinous.






